fredag den 13. marts 2009

Refleksioner over personificeringsworkshop 13/3

Fredag d. 13. marts begav Lisa og jeg (Thea) os ud i byen for at indsamle forskellige menneskers tanker vedrørende gadelamper. Eksperimentet gik ud på at få folk til at forestille sig en gadelampe som et levende menneske og i det hele taget lege med på denne leg, ved at beskrive lampens personlighed og livsstil. Dette viste sig at være mere vanskeligt end først antaget. Vi bevægede os rundt i forskellige caféer og butikker og spurgte kunder såvel som ansatte.
En kvindelig assistent hos en undertøjsforretning ville gerne være med, men havde meget svært ved at svare på spørgsmålene, grinede og sagde flere gange ”Ej, det er simpelthen for mærkeligt”. Hun kom med lidt hjælp i gang, men virkede tvivlende på sine egne svar.
to veninder blev kort præsenteret for projektet (vi kommer fra Oplevelsesøkonomi og er i gang med en inspirationsfase og vil gerne have jer med på en lille leg, som går ud på at forestille sig en gadelampe som var det et levende menneske). De så helt skræmte ud og takkede nej, på den baggrund at de ikke var særligt fantasifulde.
Endelig opsøgte vi en ansat i en herretøjsforretning. Han blev decideret mistroisk og kunne på ingen måde se det sjove i at deltage i sådan et eksperiment.
Afvisningerne og de adspurgtes reaktioner fik os til at tænke over hvad vi gjorde forkert. Vi kom frem til, at vi fangede folk i den forkerte kontekst. herretøjssælgeren var i sit professionelle jeg, og havde måske derfor svært ved at vise sig fra en mere legende, personlig side. Vi valgte derfor at opsøge min søster i sit eget hjem, og hun var klart mere motiveret til øvelsen end de andre.
det virker altså til at denne workshop skal udføres af motiverede mennesker, der på forhånd føler sig trygge og dermed bedre kan hoppe med på legen. Vi har lavet et lille spørgeskema, som vi i løbet af weekenden vil sende rundt til udvalgte bekendte. Vi vil derefter følge op på svarene og så tage stilling til hvad vi så vil gøre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar